3 råd til din træning hvis du skal på ferie

Et spørgsmål, som rigtig mange vægtløftere, bodybuildere og almindelige træningsentusiaster tackler vidt forskelligt. Sagen er, at vi er allerhelvedes rædselsslagne for, at vores svært opnåede resultater forsvinder med det samme, træningen står stille, og vi tager af sted mod sydens varme. Ro på battet, mulle. Du kan sagtens holde lidt ferie.

o-BEACH-WORKOUT-facebook

Glem alt om at miste muskelmasse

I langt de fleste tilfælde vil en ferie faktisk gavne din krop og give dig lidt hårdt tiltrængt restitution. Men fordi du holder en uges ferie, så vil du ikke miste muskelmasse det mindste. Du kan godt tage fedt på, men det handler i højere grad om din kost end din træning. Hvis du skal på ferie, så skal du selvfølgelig nyde dig selv, men der er ingen grund til at gå all out og æde alt, hvad du kommer i nærheden af, bare fordi du er væk hjemmefra.

Skal du på ferie i to uger eller længere tid, så vil du utvivlsomt begynde at miste noget af din styrke, fordi du ikke får stimuleret dine muskler. Det er ikke jordens undergang, for du kommer ikke til miste muskelmasse. I stedet bliver din krop ringere til at aktivere alle dine muskelfibre – din neuroadaption bliver forringet, men det er heldigvis hurtigt at genopbygge. Herunder har jeg skrevet tre råd ned, som kan gøre ferien lidt mere afslappende for dig, så du ikke føler, at du absolut skal ud at finde et fitnesscenter.

Råd 1: Intensivér din træning

Når du ved, at du skal på ferie, kan du med fordel planlægge din træning, så den bliver mere intens i ugerne lige op til ferien. Pres dig selv lidt ekstra, og tag ekstra vægt på stangen særligt lige inden ferien, så du virkelig smadrer din krop. Med et par ugers ekstra hård belastning vil din krop elske at få en uges ferie, og du vil sandsynligvis vende tilbage efter ferien endnu stærkere.

Råd 2: Tænk over din kost

Kosten på din ferie gør forskellen. Jeg anbefaler ikke, at du holder dig fra alkohol og usunde måltider. Men sørg for at få en ordentlig morgenmad. Drik rigeligt med vand. Variér din kost. Hav nogle nødder med i tasken, så du ikke går og sulter i løbet af dagen. Små ting vil gøre underværker for din krop – især hvis du rejser to uger eller længere tid.

Råd 3: Hjemmetræn dig selv

Skal du på ferie mere end to uger, og er du ekstra bange for at ødelægge dine fremskridt i træningslokalet, så kan du passende smide noget hjemmetræning ind. 10-20 minutter hver anden morgen med armbøjninger, air squats (eventuelt etbenede squats), burpees og lignende vil være nok. Du kan også finde en ølkasse, som du kan dødløfte med. Tage pull ups på en trappe. Der er mange muligheder, og det behøver ikke være ekstremt besværligt at få passet ind om morgenen, inden løjerne begynder.

Dette indlæg blev udgivet i Styrketræning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.